Hvordan Styrker Du et Sundt Selvværd?

Hvordan styrker du et sundt selvværd?

Mange mennesker, der opsøger mig, føler sig begrænset af et lavt selvværd. De har ofte prøvet at styrke deres selvværd ved at tage sig sammen, præstere mere og sætte barren højere. Men det virker ikke. Tværtimod bliver det ofte både drænende, udmattende og selvforstærkende.

Problemet er nemlig, at du mangler at stoppe op og skabe kontakt til dig selv – og til dine følelser og behov.

Carl Rogers, som var en amerikansk psykolog, blev få dage før sin død i 1989 nomineret til en Nobelpris for sit arbejde med at blive den, man er.

Noget af det væsentlige, han pegede på, var vigtigheden af at være åben over for sine oplevelser, ikke kun at acceptere de følelser, som opleves positive, men også at møde de følelser, der umiddelbart føles svære eller negative.

“Det bemærkelsesværdige paradoks er, at når jeg accepterer mig selv, ligesom jeg er, så kan jeg ændre mig.”

– Carl Rogers

Et sundt selvværd handler ikke om at blive perfekt. Det handler om at hvile mere roligt i dig selv, mærke dine grænser, kende din retning og handle mere bevidst indefra.

Det handler ikke om at blive den bedste. Det handler om at blive mere dig selv og leve indefra og ud.

Tegn

Hvordan opleves et lavt selvværd?

Mange beskriver det sådan:

^

Jeg er virkelig hård ved mig selv

^

Jeg føler mig ikke god nok

^

Jeg sammenligner mig med andre og får det dårligt af det

^

Jeg bliver tit så usikker på mig selv, når jeg er sammen med andre

^

Jeg analyserer mig selv hele tiden – kritisk

^

Jeg tænker meget over, hvad andre mon tænker om mig

…Det er netop sådan et usundt selvværd ofte viser sig.

Et lavt selvværd, som jeg hellere vil kalde et usundt selvværd, er meget begrænsende. Det bliver let en følgesvend i alt for mange sammenhænge. Du mærker måske en grundlæggende usikkerhed, som følger dig i relationer, i valg, i arbejdsliv og i måden, du ser dig selv på.

En usund selvværdsfølelse bygger typisk på en indre følelse af forkerthed, som kan medføre ængstelse, måske skyld og skam.

Mange sammenligner sig konstant med andre — og sjældent til deres egen fordel.

Måske bærer du på en følelse af ikke at slå til. Måske en ubevidst fortælling om ikke at være god nok. Hos nogle bor der også en indre perfektionist, som er næsten umulig at leve op til.

Når fundamentet er for skrøbeligt, bliver du mere ydrestyret. Dine tanker, dine handlinger og dine valg bliver lettere bestemt af ydre krav og af, hvad du tror, der forventes af dig.

Og jo mere du prøver at presse dig selv, jo mere fastlåst kan det føles.

Hvorfor

Hvorfor har jeg lavt selvværd?

Vores vestlige verden er præget af en kultur med konkurrence, præstation og effektivitet, og vi bliver hele tiden målt.

Og det med at måle os op imod hinanden og sammenligne os med hinanden, kan desværre have en negativ indvirkning på selvværdet

Et sundt indre fundament skabes nemlig ikke ved at blive:

^

Den dygtigste (forfremmelse)

^

Den slankeste (tal på vægten)

^

Den rigeste (tal på kontoen)

^

Den stærkeste (løfte tungeste vægte)

^

Den smukkeste (vinde model konkurrence)

^

Den klogeste (højeste karakterer)

Dette kan have indflydelse på selvtilliden – på hvad du kan, men ikke dit selvværd.

Et selvværd baseret på sammenligning med andre, hvor vi har brug for at skille os ud og føle bedre end andre, simpelthen for at have det godt med os selv, kan resultere i selvoptaget adfærd og i værste fald en tendens til at gøre andre mindre for selv at synes større.

Vi vil i så fald være tilbøjelige til at skjule, fordreje og ignorere sider af os selv og også have tendens til forsvar hvis vi bliver konfronteret med noget af det.

Vores selvværd vil her svinge og blive betinget af oplevelsen af succes eller fiasko

Hvor mange gange har vi ikke hørt om smukke, succesrige og talentfulde mennesker, som misbruger, er depressive og i værste fald ender med at tage livet af sig selv.

Succes er ikke roden til et sundt selvværd, men det tror vi, og så arbejder vi hårdere den vej.

Sundt selvværd

Hvad er et sundt selvværd?

Vi er flokdyr, og slet ikke skabt til konstant at konkurrere.

Selvværd handler om noget helt andet. Om du er støttende, kærlig og motiverende overfor dig selv – også når det går skidt.

Om du kan

^

hvile i den du er

^

stå ved dine fejl, din usikkerhed og sårbarhed

^

stå ved dine behov og hvad du har lyst til

^

stå ved hvad der gør dig glad

…altså, stå ved hvem du er, og ikke kun når det går allerbedst, men være den du er.

Et sundt selvværd handler i høj grad om kontakten til dig selv.

Det er, når du

^

mærker dig selv tydeligt

^

står mere roligt ved dig selv

^

kan italesætte dine behov trygt og naturligt

^

møder dig selv med accept og nysgerrighed

^

bliver mere fri til at leve i overensstemmelse med det, der er vigtigt for dig

Dit selvværd er dit fundament, og når fundamentet bliver stærkere, sker der noget afgørende.

Du begynder at kunne mærke, hvad der er godt for dig. Du kan stå ved dine behov mere trygt og naturligt. Du bliver mere rolig, mere tydelig og mere dig selv. Og du får langt større overskud til at skabe det, du virkelig ønsker dig.

Selvværd er at stå stærkt indefra — med tryghed, varme og energi.

Så et sundt selvværd betyder ikke, at man har succes i alt, hvad man laver, eller at man altid lykkes. Det handler mere om at kunne bevare en åben, kærlig, rummelig og støttende tilgang til sig selv, også når livet bliver svært.

Det handler om at mærke sig selv, når det går godt, men også når det ikke går helt som forventet. At man ikke vender sig selv ryggen her eller tager den indre hammer frem og slår løs på sig selv.

AT miste sig selv

Hvorfor mister jeg mig selv?

Hvis ikke du har lært at møde og forstå dine følelser, vil du højst sandsynligt gradvist lukke mere og mere af for det, du mærker. Ignorere. Skjule. Og begynde en indre flugt.

Det er ofte her, det usunde selvværd for alvor får fat.

Det, der kunne være styrker, kommer i stedet til at arbejde imod dig.

I stedet for at kunne mærke, hvad der er rigtigt for dig — og bruge din fornuft til at skabe vejen — begynder du nu at måle dig frem til, hvad der er rigtigt for dig, hvad man bør, og hvad andre gør. Og her går det galt.

Du bliver måske god til at tilpasse dig. Men du bliver også mere og mere ydrestyret — og mindre forankret i, hvem du er.

Det skaber forvirring. Du tvivler på dig selv. Du mister din retning. Og så kommer du let til at søge uden for dig selv efter svar på, hvem du skal være, hvad du skal gøre, og hvad der er rigtigt.

Du har stadig dine indre kvaliteter de bliver bare ikke brugt på den måde, der gavner dig bedst endnu.

Utilstrækkelighed

Hvorfor føler jeg mig ikke god nok?

Det er vigtigt for mig at sige: Du er ikke født med en følelse af ikke at være god nok.

Det er et mønster, der kan ændres – men det kræver en forandring.

Du higer efter anerkendelse, du tilpasser dig og gør det, du forventer, skal til for at få anerkendelse, og når du så får den, har du svært ved at tage den ind.

Forklaringen er, at du godt inderst inde ved, at det ikke er dig, der bliver anerkendt.

Dette mønster skal ændres, for selvværdet bygger på selvkontakt, følelser og behov.

Jeg kalder ofte selvudvikling for at: ”vikle sig selv ud”. Fordi noget i dig måske er filtret ind i gamle mønstre, som ikke længere gavner dig.

Følelser og behov

Hvorfor er følelser og behov en vigtig del af selvværd?

Et sundt selvværd hænger tæt sammen med din evne til at mærke dine følelser og behov.

Hvis du ikke mærker dig selv, bliver det også svært at passe godt på dig selv. Så bliver det lettere at overhøre egne grænser, tilpasse sig for meget, miste sin retning og leve mere ud fra det, man tror, man bør.

Derfor er følelser ikke et forstyrrende element i arbejdet med selvværd. De er en vigtig del af vejen.

Dine følelser fortæller dig noget. Dine behov fortæller dig noget. Og jo mere du lærer at forstå dem, jo lettere bliver det at stå mere solidt i dig selv.

Du skal ikke føle mindre — du skal lære at bruge det, du føler, klogt.

Det er netop her, mange får en vigtig opdagelse: At et sundt selvværd ikke opbygges ved at blive hårdere mod sig selv. Det opbygges gennem større kontakt, mere nysgerrighed, mere selvmedfølelse og mere bevidsthed.

Vi tror nogle gange, at den indre kritiker trods alt motiverer os. Men forskning peger i høj grad på, at mennesker fungerer bedre og opnår mere, når de bygger på en sundere og mere medfølende indre kontakt.

Hvis den hårde indre coach virkelig virkede, ville terapeuter, coaches og undervisere bruge den som standard redskab. Det gør vi ikke. Ikke fordi vi er bløde, men fordi det ganske enkelt ikke er den bedste vej til varig udvikling.

Stå stærkere

Hvordan kan jeg blive mere kærlig overfor mig selv?

Det kan du ved at træne din selvmedfølelse

Alle mennesker fortjener medfølelse og forståelse, og du behøver ikke have det bedre end andre for at have det godt med dig selv.

Selvmedfølelse giver dig mulighed for større selvindsigt, fordi du erkender, at du ikke er fejlfri og derved kan stå ved dig selv og ikke behøver at skjule dele af dig.

Selvmedfølelsen er der også i modgang, og forskning peger på, at det hænger med større modstandskraft, en mere præcis selvopfattelse og mere omsorgsfuld adfærd.

Og et sundt selvværd med selvmedfølelse giver en oplevelse af at høre sammen med andre, altså en følelse af fællesskab.

Hvordan styrker jeg bevidst et sundt selvværd?

Det korte svar er: indefra.

Ikke ved at presse dig selv hårdere. Ikke ved at fake dig til mere sikkerhed. Ikke ved bare at sige positive bekræftelser til dig selv i spejlet, hvis det ikke føles sandt.

Når selvværdet er ramt, skal der som oftest arbejdes mere grundlæggende med de mønstre, der ligger bag.

DE 7 FIF

Følelsesmæssigt Intelligente Fokuspunkter
— til at styrke dit selvværd mere bevidst

^

INDSIGT: Opdag den indre hammer

^

ACCEPT: Øv accept før forandring

^

FORSTÅELSE: Mød dig selv med mere varme

^

BEVIDSTHED: Mærk dine behov

^

UDVIKLING: Tag små skridt i rigtig retning

^

BALANCE: Skab balance mellem følelse og retning

^

RESULTAT: Læg mærke til de små forandringer

find hjem

Du skal ikke laves om — du skal hjem i dig selv

Et sundt selvværd handler ikke om at blive mere rigtig. Det handler om at komme hjem i dig selv.

Langt de fleste mennesker har kritiske tanker om sig selv indimellem. Men det må ikke blive fastlåste tanker, man lever sit liv ud fra. Når det sker, bliver det svært at leve frit og skabe det liv, man egentlig ønsker.

Et sundt selvværd har stor betydning for vores livskvalitet, vores relationer og vores evne til at sige til og fra i overensstemmelse med os selv — uden konstant dårlig samvittighed.

Det bygger på din evne til at favne dig selv på et følelsesmæssigt plan, at lytte til dine følelser, at forstå dine følelser og kunne håndtere det, du føler, ved at handle på det.

 

En sund selvfølelse er vejen til mere indre frihed.

Hvis du kan mærke, at dit selvværd hænger sammen med, hvordan du håndterer dine følelser, kan Vend følelser til din styrke være et godt næste skridt.

Her lærer du at forstå dine følelser, mærke dine behov tydeligere og stå stærkere i dig selv — i dit eget tempo og med konkrete redskaber.

Læs mere om kurset her →

Om forfatteren

Rikke Davidsen

Min mission er at hjælpe mennesker med at stå stærkest i dem selv: Personligt – Professionelt – Privat, ved hjælp af simple, konkrete og effektive redskaber!

Jeg har arbejdet med menneskelig udvikling og med fokus på det at stå stærkt i sig selv – i over 27 år.

Og jeg har været interesseret i psykologi, følelser og selvudvikling så længe jeg husker tilbage.

Jeg skabte Psykoterapi Kolding helt tilbage i 2005. Efterfølsomhed og Center for Følelsesmæssig Intelligens er skabt og videreudviklet fra 2020.

Jeg er mor til to skønne og vidunderlige voksne drenge, og jeg lever derudover sammen med en dejlig mand. Vi bor i Kolding, hvorfra jeg driver min virksomhed.

Jeg nyder mit liv og er taknemmelig for SÅ meget!